Holdningsskala om Børnekonventionen

Artikel 42: Alle skal kende børns rettigheder

Lærervejledningen

TilbageElevopgaven

Mål

  • At eleverne bliver i stand til at tage stilling til Børnekonventionen.

Tidsforbrug: 15 - 30 minutter

Materialer

SNOR, KRIDT, PAPIR, BLYANTER, UDSAGN OM RETTIGHEDER

Øvelsen

FREMGANGSMÅDE:

Læreren tegner en streg på gulvet med kridt eller laver en linie med en snor. I den ene ende lægges et stykke papir, hvor der står ”fuldstændig enig” og i den anden ende lægges et stykke papir, hvor der står ”fuldstændig uenig”.

Forklar klassen, at du nu vil læse nogle udsagn højt, som eleverne kan være enige eller uenige i. Når du har læst udsagnene, skal eleverne placerer sig på linien i forhold til, hvor enige eller uenige de er i udsagnet.

Lad eleverne diskutere indbyrdes, hvad de mener, for at de kan stille sig ved siden af dem, som de er mest enige med.

Spørg ind til, hvorfor eleverne har stillet sig, hvor de har. Spørg f.eks. dem i enderne om deres stærke meninger og dem i midten, hvorfor de har stillet sig der.

Lad eleverne skifte position efter hver diskussion, hvis de føler, at deres holdninger har rykket sig.

Find gerne selv på flere udsagn.

Plenum, efter øvelsen: Spørg klassen, hvem der skiftede position efter diskussionerne. Hvorfor/hvorfor ikke? Findes der forkerte og rigtige svar på spørgsmålene? Hvorfor/hvorfor ikke? Er det et udtryk for personlige holdninger? Kan man egentlig blive enige om, hvilke rettigheder, der er de vigtigste?

UDSAGN

1) Det er vigtigere at have tag over hovedet end at få lov til at sige, hvad man mener.

2) En regerings vigtigste pligt er at sikre, at alle børn i landet har det godt.

3) Rettigheden til leg og fritid er en rettighed, som kun rige lande har råd til.

4) Det er ikke regeringens ansvar at sikre, at et barn har adgang til mad, det er forældrenes!

5) Fattige lande har et ansvar for at sikre, at alle børn får opfyldt basale rettigheder som mad og tøj, før de bekymrer sig om rettigheder som fritid, foreningsfrihed og religionsfrihed.

6) Børnekonventionen er mere vigtig i nogle lande end i andre.

7) Det er vigtigere at beskytte børn under 5 år end børn, der snart er voksne.