Der var engang

Artikel 2: Man må ikke diskriminere

Artikel 12: Respekt for børns menig

Lærervejledningen

TilbageElevopgaven

Mål

  • At eleverne øver sig i at fortælle og lytte.
  • At der reflekteres over livsvilkårene i forskellige dele af verden.
  • At der arbejdes med Børnekonventionen, der gælder for alle børn i hele verden.

Tidsforbrug: 30 - 45 minutter

Materialer

Fotos af børn i forskellige miljøer og sammenhænge.

Du kan finde en række billeder under en åben licens på UnsplashPixabay og Flickr.

En talerpind, der kan holdes i hånden af den, der har ordet.
Brug eventuelt en træpind eller et paprør fra en køkkenrulle.

Øvelsen

OM ØVELSEN:
Alle børn er lige meget værd.
De har ret til at tænke som de vil, og sige hvad de mener.

Samfundet og voksenverdenen har en forpligtelse til at lytte til børn.

I denne øvelse lærer børnene at tænke frit, fortælle kreativt, lytte til hinanden og tale om børns rettigheder og vilkår rundt om i verden.

Øvelsen findes i to versioner.

Øvelsen kan med fordel gentages flere gange, så barnet kan udvikle sin kreativitet og sine fortællerevner.

Begynd med version 1 og fortsæt med version 2.

FREMGANGSMÅDE:
Fortæl klassen om Børnekonventionen og om, hvad der er vigtigt for have det godt og være glad.

En rettighed er en ting, som et barn har brug for og har ret til.

Fortæl børnene, at de skal høre en helt speciel historie.

”Ved I hvorfor den er så speciel? Det er fordi, vi sammen skal finde på historien!”

Forklar, at alle børn i verden har ret til at sige, hvad de mener og tænker, og at voksne skal lytte til dem.

Vis og send talerpinden rundt, så alle kan se den og prøve at holde den. 

Få børnene til at holde pinden som en mikrofon og fortæl, at det kun er det barn, der holder pinden/mikrofonen, som har ret til at tale. Alle andre skal lytte.

Børnene får hver deres billede, som de skal kigge på. De skal finde en historie i billedet. 

Del billederne ud. Du skal også selv have et billede.

Lad børnene kigge på deres billeder. Giv dem tid til at se grundigt på billedet.

Gør det tydeligt, at der ikke findes rigtigt eller forkert, og at børnene kan fortælle lige, hvad de vil om deres billeder.

Start med at fortælle om dit eget billede.

  • Hvem er på billedet?
  • Hvor kommer barnet fra?
  • Hvad laver han eller hun om dagen?
  • Brug fantasien.

Nu er det børnenes tur til at fortælle.

Det er vigtigt, at alle andre lytter til det barn, der fortæller.

Lad talerpinden gå fra barn til barn.
Hjælp børnene med at fortælle om deres billeder og stil nysgerrige spørgsmål.

Til at starte med er det fint, hvis børnene fortæller, hvem/hvad de ser på billederne. Jo flere gange I laver øvelsen, desto mere indholdsrige og fantasifulde bliver børnenes fortællinger.

Læg alle billederne ud på gulvet, så alle i cirklen kan se dem.

Forklar, at I sammen skal lave en historie.

Del et billede ud til hver. Forklar at hvert barn skal fortælle den del af historien, som er på deres billede.

Vælg et tema til historien sammen med børnene. Vælg om historien skal være sjov, sørgelig, romantisk, uhyggelig eller noget helt andet.

Man starter historien ud fra det billede, man har fået.

Hold talerpinden i hånden og fortæl din del af historien.

Begynd gerne med ”Der var engang…”

Nu er det børnenes tur. 

Lad børnene byde ind med deres del af historien, når de synes det passer ind.

Når et barn vil fortælle sin del af historien, rækker han eller hun hånden i vejret
og får talerpinden.

Du må gerne hjælpe børnene med at knytte historierne sammen og føre historien fremad eksempelvis ved at stille spørgsmål.

SAMTALE EFTER ØVELSEN

Hvordan er det at lytte til en kammerat, der fortæller?

Hvordan føles det, når andre lytter til dig?

Hvorfor er det vigtigt at lytte?

Hvorfor skal voksne lytte, når børn taler?

Hvorfor blev din del af historien, som den blev?

Minder dit billede dig om noget, du har oplevet i virkeligheden eller noget, du har set eller hørt?

Hvilke lande har du været i?

Hvordan lever børnene der?

Hvilke rettigheder i Børnekonventionen var med i historien?

Fik børnene i historien deres rettigheder tilgodeset, eller var der nogle rettigheder, som de ikke fik?

AFSLUTNING

Afslut øvelsen med en sidste runde.

Lad alle børnene fortælle, hvad de synes er det vigtigste for børn i hele verden.

På elevsiden kan eleverne benytte den digitale skriveskabelon og få hjælp til at formulere en skriftlig besvarelse.

Kreativ aktivitet

Lad børnene lave en tegning, hvor de fortæller om noget, de synes er vigtigt for at børn kan have det godt.